Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den styrkede pædagogiske læreplan

Hvordan arbejder vi med de 6 lærerplanstemaer i Regnbuen. 
 

Alsidig personlig udvikling. 

I trygge og strukturerede rammer, arbejder vi i Regnbuen dagligt med samlinger, hvor alle børn deltager mere eller mindre aktivt, efterhånden, som de er klar til det. I samlingerne arbejdes der efter de overordnede principper i Theraplay. Principperne sætter rammerne for, hvordan vi arbejder med metoden, som består af forskellige lege, der tager udgangspunkt i de af hjernens funktioner, som tidligst udvikles. 

Af samme grund er sproget ikke det primære i samlingerne. Det er derimod oplevelsen af samhørighed, glæde og fællesskab gennem førsproglig og emotionel kommunikation. Via øjenkontakt, berøring, rytme og afstemt respons hjælpes og støttes barnet til at udvikle alsidige personlige, sociale, følelses-, udviklings- og adfærdsmæssige udvikling. 

Der fokuseres således mere på empatisk respons på barnets behov end på alderssvarende lege og aktiviteter. Aktiviteten kan bruges til vores børn fra 2-års alderen, og derved i gruppen med store børn i vuggestuen, samt vores børn med særlige udfordringer. 

Vi arbejder professionelt med at lægge mærke til hvilken voksen, barnet knytter sig til, så netop denne vok-sen kan skabe tryghed, interesse og omsorg, der hjælper og støtter barnet i dets læring og udvikling i hverdagen. 

Personalet støtter barnet i medbestemmelse f.eks. i garderoben. Der lægges frakke og sko frem på gulvet. Medarbejderen sætter ord på og spørger, hvilken ting vil du først have på? Skoen eller frakken? Medens barnet støttes og opmuntres til at tage tingene på, kan der tales om ting, der relateres til genstanden og situationen. Om eftermiddagen efter frugttid; spørges børnene om, hvad de vil lege med. Har de valgt en ting, støttes de i tålmodighed, ihærdighed og til at blive i legen et stykke tid. 

 

Social udvikling: 

I Regnbuen arbejder vi på samlingerne med, at alle børn bliver set, hørt og rørt. At det pædagogiske personale hjælper og understøtter empatien og relationer i gruppen, for herigennem at arbejde med de sociale spilleregler gennem legen, så det enkelte barns oplevelse af at være værdifuld og en del af det sociale fællesskab styrkes. 

Vi benytter Marte Meo som redskab til at observere, dokumentere og understøtte barn – voksen relationen. Derudfra sætter vi fokus på den anerkendende adfærd, der fungerer. Fri for mobberri, arbejder vi med som forebyggende eller som en bevidst aktivitet i børnegrupper, der skal støttes i at danne venskaber og udvikle sociale kompetencer. 

Vi arbejder med metodiske konfliktløsnings-redskaber, der skal give børnene en oplevelse af en vind – vind situation, og som skal hjælpe børnene med erfare sig positive løsningsmuligheder i svære udfordringer. 

I den strukturerede hverdag er der løbende opgaver, hvor børnene er vigtige for fællesskabet. De har opga-ver, der giver mening for dem, og er noget som skal fungere for alle. Det være sig alle hverdagsopgaver som at dække bord, hjælpe hinanden i garderoben, ved spisning (åbne poser for hinanden, skære sidemandens mad over, hælde vand op til andre, og selvstændigt eller sammen med et andet barn, tørre borde af, feje og rydde op, osv.). 

 

Kommunikation og sprog: 

I Regnbuen arbejder vi b.la. med erfaringerne med ”Vi lærer Sprog”. Vi ved, at hvis det pædagogiske personale støtter og motiverer børnene i at bruge forskellige sprog - talesprog, skriftsprog, tegnesprog, kropssprog og billedsprog - så styrkes børnene i deres intellektuelle, følelsesmæssige og sociale udvikling. 

Vi arbejder på, at få billeder – der understøttes af ord, i alle vores læringsmiljøer, hvor vi kan bruge dem som retningsgivende, inspirerende og udviklende i den didaktiske dialog mellem barnet og den voksne og mellem barn / barn, i situationen. 

Vi retter ikke sproglige vanskeligheder, når barnet udtrykker sig, men vi gentager, det barnet siger, i korrekt udtale og ordstilling, så barnet bliver opmærksom på, at det er sådan det udtales, uden at barnet gøres opmærksom på fejl. 

En af forudsætningerne for at skabe en betydningsfuld hverdag hvor der er tryghed og ro til læring og udvik-ling, er en struktureret og forudsigelig hverdag. Derfor bruger vi piktogrammer, og sammen med børnene taler vi om, hvilke aktiviteter dagen indeholder. 

Vi opfordrer børnene til at fortælle, lærer at lytte og at modtage kollektive beskeder gennem aktiviteter som samlinger, teater og historiefortællinger. Må det pædagogiske personale forlade en opgave, der er i gang, og forventningen er, at børnene bliver i opgaven, er det afgørende at medarbejderen sætter ord på hvorfor de forlader stedet. Det kan være ved at forklare, at jeg lige går i køkkenet efter en ske, eller, jeg henter lige den bog, vi skal læse i. Det er med til at skabe den forudsigelighed og tryghed, vi gerne vil have i børnegruppen. 

 

Krop, sanser og bevægelse: 

Regnbuens legeplads er indrettet- og lægger op til mange forskellige motoriske udfoldelser. Der kan klatres i træer, løbes på rulleskøjter, rulles, ned af den store bakke, der kan leges med sand, mudder og vand eller børnene kan udfordres i gyngerne, fuglereden eller hængekøjerne. 

Indendørs bruger vi vores motorikrum eller redskaberne derfra til planlagte aktiviteter eller træning – med trampolin, rullebræt, balance redskaber og vi kan gå på trapper. Men også når vi har samling indendørs, inddrager vi møblerne i legene, f.eks. ved at børnene skal stille sig bagved, foran, oppe eller under stolen/bordet. 

Børnene hjælper til med hverdagsopgaver. De skal f.eks., dække bord - hvor der tælles, lægge tøj sammen – vi træner øjehånd koordination, rydde op eller vaske borde af. I vores Krea-rum bliver børnenes sanser og finmotoriske færdigheder udfordret i de pædagogiske planlagte aktiviteter. 

Børnene støttes og hjælpes til at være selvhjulpne – i garderoben arbejder de med at tage tøj af og på. Her kan hurtig opstå en situation, hvor et af de store børn tilbyder sin hjælp til et andet eller mindre barn. 

 

Natur, udeliv og sciens: 

I Regnbuen er heldige, ud over legepladsen, at have skov, marker, moser og vandløb i nærheden. 

Vi er ofte på tur ud i det grønne medbringende små terrarier, forstørrelsesglas og andet undersøgelsesudstyr. Det pædagogiske personale støtter børnenes nysgerrighed i det, de finder. Vi taler om det, undersøger det, (nogle gange ved hjælp fra information fra IPaden) og nogle gange tager vi det med hjem, hvis det skal undersøges nærmere, f.eks. edderkopper. Nogle gange bliver de hos os i længere tid, og så har børnene fluer og lignende mad med hjemmefra til edderkopperne. Vi har lavet en ”dødekasse”, vi anbringer et dødt dyr i kassen, så børnene kan se, lugte og observere og snakke om, hvad der sker i opløsningsprocessen. 

I de tætte relationer mellem barn og voksen støtter og udvikler vi sammen med børnene deres nysgerrighed. Vi er undersøgende sammen i forsøg, der f.eks. kan inddrage de 3 elementer, ild, vand og jord. F.eks. fryser vi vand til is, vi koger vand til damp, får balloner til at vokse med varmt luft og får vand til at stige op i en flaske. 

Vi arbejder med årstiderne og deres muligheder. Blandt andet, spiser vi frugten fra vores frugttræer eller sylter bær (her skal både måles og vejes) fra børnehavens frugtbuske. Vi laver mad over bål, hvor børnene også støttes i at skære ingredienserne ud. Børnene deltager i det, de kan. 

 

Kultur, æstetik og fællesskab: 

I Regnbuen arbejder vi med traditioner. Børnene får mulighed for at lave udsmykning til de forskellige højtider, så som fastelavn, påske, Sankt Hans, Halloween og jul. Vi besøger kirken, og de 

store børn spiller teater fra juleevangeliet, som de har øvet inden. 

Og selvfølgelig holder vi de bedste fødselsdage, hvor børnene har været med til at lave en hånddukke eller stofmus til fødselsdagsbarnet. Det er stor lykke for barnet, der modtager. 

I hverdagen bliver børnene præsenteres for de mange udtryksformer. Det være sig historiefortælling, rim og remser, teater, sang og musik, hvor vi bruger instrumenter (nogle gange hjemmelavede), andre gange maler vi os i ansigtet og klæder os ud. 

Vi har etableret et Krea-rum, for at skabe rammer, der skal være med til at inspirere børnene til 

at udtrykke sig kreativt - nogle gange over flere dage - uden tingene skal lægges væk. Her styrkes og støttes børnene i ihærdighed, fordi de hurtig kan komme tilbage til deres arbejde. 

Når der er mulighed for det, og når det passer ind i hverdagens aktiviteter / projektet, kan vi besøge biblioteker og museum. 

Førskolegruppen er deltagende i et projekt i Sorø Kommune. Projektet hedder kulturkaptajner. Børnene arbejder med begrebet frøen. De læser om frøen, tegner frøen, laver skulpturer af frøen, der tages på biblioteket, hvor de skal finde bøger om frøer. Og ikke mindst så får vi hjemme i Børnehuset Regnbuen, besøg af musikere, der øver sang og musik hver onsdag, så længe projektet varer. Der er udstilling af børnenes kreative opgaver for forældrene, der til slut inviteres til en fernisering i Regnbuen.