Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

I Regnbuen følger vi årets traditioner, fordi vi gerne vil lære børnene om den historiske baggrund for de højtidsfester vi holder i Danmark, og samtidig kan vi få en god snak om, hvad man gør i andre kulturer. Det er primært i børnehaven, vi arbejder med traditioner.    

Julen: 

I december taler vi om julen, og hvorfor vi fejrer jul i Danmark. Vi taler om Juleevangeliet, og det der hører til. Vi besøger den lokale kirke, hvor der er arrangeret børnegudstjeneste og et lille teaterstykke. Vi taler om Jesus, og at det er hans fødselsdag i julen. Måske taler vi også om dem, der ikke fejrer jul og hvorfor. 

Børnene laver julegaver og bager småkager. Vi læser julehistorier og øver julesange, som vi synger til den årlige julefest, hvor forældre og søskende deltager.   

Fastelavn: 

Vi holder fastelavn og slår katten af tønden i institutionen. I den forbindelse skaber vi sammenhæng og mening med det vi gør, ved at tale med og fortælle børnene om hvorfor vi holder fastelavn, og hvordan traditionen er opstået. Vi fortæller, at det hedder at "slå katten af tønden", fordi der i gamle dage var en rigtig levende kat i tønden, Den var et symbol på ondskab og skulle derfor slås ihjel. Vi taler om at det ikke er i orden, at det er dyrplageri, og at man skal være god ved alle levende væsener. 

Påsken: 

Ved påske taler vi om Jesus død og hele historien omkring de forskellige dage i påsken. 

Vi maler og klipper påsketing, synger påskesange og triller æg - ligesom i gamle dage.   

Regnbuen


 

Sankt Hans: 

Til Sankt Hans laver vi Sankt Hans-bål i bålhuset.   

Vi laver en heksefigur, som vi brænder på bålet, og så taler vi om hvordan og hvorfor, vi holder Sankt Hans.  

Der findes mange forskellige gode historier om Sankt Hans-bålet, som vi fortæller børnene. 
 

Sommerfest: 

Denne fest arrangeres gerne i samarbejde med forældrerådet. Det kan være en fest om et bestemt tema, en optræden fra børnene eller med underholdning udefra. Det kan være cirkus, tivoli eller orienteringsløb. Meningen med sommerfesten er at møde de andre børn og forældre og hygge sig sammen med fællesspisning. 
 

OL. 

Vi holder årligt en OL-dag med børnene, hvor konkurrence er i højsædet. Det kan være med de andre børn eller med en selv. 

 

Halloween. 

Vi skærer græskar ud i fine og uhyggelige figurer, klipper, klistrer, maler og udstiller børnenes ting. Det er en god anledning til at tale om, hvor denne tradition kommer fra, og så spiser vi mad fra bålet.