Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Liljan Sørensen

Fuglebakken 19                                                                          Liljan Sørensen
4291 Ruds Vedby
 

Om mig

Jeg er født i 1975, bor sammen med Allan og vores søn Ian fra 2008. Jeg er rolig, har stor tålmodighed og er imødekommende.

Mit hjem

Vi leger på dagplejeværelset, gangen og nogle gange i køkken-alrum. Vi har en dejlig stor have og masser af ude-legetøj, sandkasse og en dejlig indkørsel, som vi kan køre med løbecykler og motorcykler på. Vi har hund.

Hverdagen

Jeg indretter hverdagen efter børnene, så der er tid til det, de er optagede af. Med de små kan det være at studere en mariehøne, øve sig i at tage sutsko på eller at få fat i lynlåsen. For de større børn kan det være kreative aktiviteter eller at putte sig i et tykt tæppe og læse bog. Alle børn er med i de daglige gøremål, hjælper med at dække bord, rydde op eller lægge tøj sammen. Ude holder vi f.eks. øje med krydderurterne i vores højbed eller kører på motorcykler og biler for at øve balance og motorik.

Mine børn skal kunne stole på mig. Derfor sætter jeg ord på, hvad jeg gør, hvad vi ser og oplever, og når jeg siger nej eller sætter en grænse, forklarer jeg hvorfor. Børn skal guides, og min opgave er at se, hvad de har brug for. Jeg har også rutiner i løbet af dagen for at skabe forudsigelighed. Der er mange kram og knus, og jeg lærer børnene at respektere hinanden og aflæse andres følelser.

Jeg lægger vægt på, at forældre er trygge. Jeg fortæller om barnets dag, og har tid til at sætte mig, hvis barnet er ked af det om morgenen. Jeg sender gerne en sms eller et billede, så far og mor kan se, at det går godt igen. Forældre må altid gerne spørge, hvorfor jeg gør, som jeg gør.

En gang om ugen er vi i heldagslegestue.

Faglighed

Jeg har tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper i SFO og som lærervikar og blev dagplejer i 2013. Jeg er optaget af at handle med en bevidst viden om, hvad jeg vil opnå, eller hvad det fører med sig. Jeg kan godt lide at lære nyt og søger gerne viden i faglitteratur eller på nettet. Jeg har tidligere været på kurser i anerkendende relationer og teorien om de mange intelligenser, og i Sorø Dagpleje har jeg bl.a. lært om:

  • Førstehjælp
  • Brandbekæmpelse  
  • Sprogprojekt: Vi lærer sprog
  • Uddannelsesforløb: Den gode Dagpleje
  • Sorø Kommunes Pædagogiske Pejlemærker